Stændersamfundet. Satirisk tegning fra 1815 med titlen: ”Vi må
håbe, at dette spil snart er forbi”.
Oplysningstiden: Revolutionernes kraft 95
nogle var rige købmænd, håndværksmestre og fabriksejere,
embedsmænd, jurister og læger. Denne
gruppe var ikke så stor og indflydelsesrig som
det engelske byborgerskab, men de voksede i omfang
i løbet af 1700-tallet.
Særligt inden for det franske borgerskab fandt
man inspiration fra udviklingen i England og i
den amerikanske uafhængighed, hvor man talte
om borgernes rettigheder og det frie menneske,
der tog del i magten.
Den franske befolkning var på i alt cirka 25
millioner, hvoraf gejstligheden tilsammen talte
100.000 personer, adlen cirka 400.000.
Første- og andenstand havde en lang række
privilegier, herunder fritagelse for at betale skat.
Det var kun tredjestand, der betalte skat, og når
kongen kom i økonomisk nød, pålagde han tredjestand
at betale mere i skat.
Da kongen i 1788 var truet af en bankerot, var
det umuligt at pine flere skatter ud af bønderne,
der ud over det stigende skattepres var ramt af dårlige
høstår. Derfor var kornpriserne steget, hvilket
gav utilfredshed blandt særligt de fattige i byerne. I
denne situation var en løsning at afskaffe adlens og gejstlighedens skattefrihed,
men de modsatte sig enhver indskrænkning af deres privilegier.
For at undgå en ydmygende statsbankerot måtte der findes en løsning,
og kongen indkaldte derfor stænderforsamlingen for første gang siden 1614.
Målet for kongen var at få stænderforsamlingen til at finde en løsning på
den truende økonomiske situation, men i virkeligheden var indkaldelsen af
stænderne enevældens undergang, for det viste, at kongen ikke havde kontrol
over situationen.
Stænderforsamlingen 1789
Stænderforsamlingen blev afholdt den 5. maj 1789 i Versailles, hvor de tre
stænder mødte frem med deres delegerede. Tredjestanden havde 578 delegerede,
hvoraf langt de fleste tilhørte byborgerskabet, mens adelen og gejstligheden
havde henholdsvis 271 og 270 delegerede.
Begivenhederne udviklede sig dramatisk fra begyndelsen, da man skulle
blive enige om, hvordan man skulle stemme. Her mente tredjestand, at der
skulle stemmes efter princippet om almindeligt stemmeflertal. Det ville
første- og andenstand ikke høre tale om. De mente i stedet, at hver stand
skulle stemme for sig. Ludvig 16. støttede de privilegerede stænders synspunkt,
men tredjestand nægtede at bøje sig.