DEN FRANSKE REVOLUTION
Den franske enevælde kom i 1700-tallet under pres. Mange af de tanker, der
førte an i kritikken af den enevældige konge, var formuleret allerede i
1600-tallet, men havde for alvor foldet sig ud blandt de amerikanske nybyggere
i kampen mod England.
De nye tanker tog afstand fra ideen om, at enevælden tjente det fælles
bedste. Derimod fremhævede de moderne filosoffer, at magten kom fra folket
selv, fordi det oprindelig var folket, der havde dannet samfund. Ud fra
dette udsprang herskerens magt fra folket, og herskeren skulle derfor regere
ud fra folkeviljen og ikke som den enevældige konge, der i sin egenskab af
konge af ”Guds Nåde” alene var ansvarlig over for Gud.
Oplysning og viden
Fra omkring 1700 taler man om taler man om oplysningstiden eller rationalismens
periode – baseret på det latinske ord ”ratio”, der betyder fornuft.
Ny viden og nye erkendelser medførte, at der blev rejst kritik af det gamle
vidensgrundlag, som byggede på tradition og autoritet. Der blev sat spørgsmålstegn
ved kirkens og statsmagtens udsagn, og der blev krævet videnskabelig
argumentation og frihed til at udtrykke sine meninger.
Moderne videnskabelige empiriske (erfaringsbaserede) arbejdsmetoder
blev udbredt. Det betød, at når man skulle lave en videnskabelig undersøgelse,
undersøgte man området eller genstanden ved at foretage målinger
og opsætte forsøg, der skulle kontrollere resultaterne. På den baggrund var
det muligt at opstille videnskabelige teorier, som det indsamlede (empiriske)
materiale kunne underbygge.
En konsekvens af den tankegang var, at samfundsforhold, der ikke kunne
begrundes rationelt, det vil sige stred mod fornuften, burde laves om. En
anden konsekvens var, at det var svært at argumentere for social og politisk
ulighed, hvis mennesker af naturen ikke var særlig forskellige.
Det var den tankegang, som John Locke brugte, når han skrev, at mennesker
er født lige og frie, og som de amerikanske kolonister baserede deres
Oplysningstiden: Revolutionernes kraft 93
uafhængighedserklæring på i 1776.
Blandt de førende tænkere var den franske filosof Jean-Jacques Rousseau
(1712-1778), hvis værker fik stor betydning for det europæiske syn
både på mennesket og det politiske samfund. Rousseau skrev, at ”mennesket
er født frit, men overalt er det i lænker”, og derved mente han, at de
enevældige staters magt over individet var i modstrid med menneskets
sunde fornuft. I stedet skulle man give den enkelte frihed og rettigheder,
for at samfundet kunne udvikle sig. Desuden argumenterede han for, at
samfundet burde styres af ”almenviljen”, det vil sige alle borgeres fælles interesser,
i stedet for individers.
Jean-Jacques Rousseau
(1712-1778).