Indianerne
På det amerikanske kontinent boede der ved europæernes ankomst en række
forskellige indianerstammer med hver deres sprog og kultur.
Indianerne følte sig truet af de mange engelske kolonister, der nu i stigende
antal slog sig ned som nybyggere. I området vest for de 13 kolonier lå
prærien, hvor nybyggerne slog sig ned, og grænsen mellem opdyrket og
uopdyrket jord, ”The Frontier”, flyttede sig længere og længere ind i landet
og pressede indianerne væk.
De franske kolonister beskæftigede sig primært med pelshandel og jagt,
og franskmændene søgte at leve i harmoni med de lokale indianerstammer.
Derfor støttede indianerstammerne franskmændene under syvårskrigen,
og for at skabe fred med indianerne tilbød englænderne efter krigen, at indianerne
kunne få del i områderne mellem kolonierne og Mississippi.
Kolonisternes utilfredshed med englænderne
Efter syvårskrigens afslutning i 1763 forsøgte englænderne at få kolonisterne
til at betale en del af regningen for den kostbare krig. Nybyggerne betalte
næsten ingen skat, og englænderne fik dækket deres udgifter til kolonierne
af toldindtægter og salg af jord.
Det engelske parlament besluttede i 1763, at kolonierne skulle betale en
større del af administrationen gennem skatter og afgifter på de varer, som
de importerede fra England. Det forstærkede kolonisternes utilfredshed
med den engelske administration, og især skatteopkrævningen vakte stor
harme i kolonierne. Her havde man den opfattelse, at skatter og indflydelse
hang sammen, og så længe kolonierne ikke var repræsenteret i det engelske
parlament, var man ikke indstillet på at betale skatter til England.
Piberygende slaver på en
tobaksplantage i Virgina. Ca.
1700.
Oplysningstiden: Revolutionernes kraft 85