Indledning 11
har skrevet. Helt konkret, hvad er der skrevet om
emnet, og hvordan er det grebet an? Man læser og
orienterer sig i hovedværkerne, det vil sige de værker,
der bedst beskriver emnet. På den måde får
man overblik over og ideer til, hvordan ens egen
bog (eller opgave) skal gribes an.
Herefter går man mere og mere i dybden med
de delemner, der skal være med. Her er det nødvendigt
at læse nye og mere specifikke artikler eller
fagbøger (også kaldet fremstillinger), men også
kilder fra den tid, der skrives om. Især læsningen
af kilder er med til at give nye vinkler på emnet og
måske også kontrollere, hvordan kilderne er tolket
i de fremstillinger, man har læst.
Dette understreger, at en undervisningsbog
som den, du her sidder med, bygger videre på, hvad
andre historikere er kommet frem til. Der er nye
problemstillinger, nye måder at belyse stoffet på
og andre vinkler at tage med, som kan gøre det både
nyskabende og nærværende for dig som elev i ungdomsuddannelserne
i dag og samtidig tager højde
for de krav, som du bliver bedømt efter, de såkaldte
læreplaner.
Derved er Vores verdenshistorie en subjektiv
historiebog som alle andre, fordi den er præget af
forfatterens individuelle valg. Men valgene er ikke
tilfældige: De er resultatet af mange timers studier,
hvor noget er valgt fra og andet er lagt til i en „dialog“
med andre fagpersoners forskning og formidling
og efter egne kildeundersøgelser.
p I 500-tallet begyndte man den tidsregning, som vi kender i dag,
hvor vi tager udgangspunkt i året for Kristi fødsel. Anno Domini-
systemet blev udtænkt i 525 af munken Dionysius Exiguus, men
for alvor videreført under Karl den Store og Det Tysk-Romerske
Rige.
Inden Anno Domini daterede
man i forhold til konger eller kejseres
regeringsperiode. Frem til 476 var det den romerske kejser i
Rom, og derefter
ud fra kejseren i Konstantinopel.