Der opstod kvindelige klubber og organisationer, hvor kvinder kunne
udføre socialt arbejde eller militante aktiviteter. Og der blev sat gang i arbejdet
med at sikre uddannelse til kvinder, og skilsmisse blev lovligt. Alt
dette forsvandt efter revolutionen. Uddannelsesplanerne blev aldrig gennemført,
loven om skilsmisse ophørte i 1816, og franske kvinder fik først
stemmeret i 1944.
Ludvig Holberg
Det var dog ikke alle mænd i oplysningstiden, der som Rousseau var imod
kvinders aktive deltagelse i samfundet. I Danmark skrev Ludvig Holberg
(1684-1754) om kvinders rolle i flere af sine værker. Blandt andet i Forsvars
Skrift for Qvinde-Kiønnet i 1722. Teksten er en fiktiv kvindes argumenter for
at få uddannelse og arbejde. Holberg fremhævede, at mænd og kvinder
grundlæggende var ens, men at forskellen mellem dem trådte frem i forbindelse
med opdragelsen. I 1749 fik kvinderne også en særlig placering i Holbergs
rejseroman Niels Klim, hvor der i det utopiske fyrstedømme Potu er ligestilling
mellem mænd og kvinder, og hvor kvinderne var placeret i nogle
af samfundets højeste stillinger.
Holbergs skrifter fik dog ingen større betydning for kvindesagen i
Danmark i 1700-tallet. For mens kvindebevægelsen langsomt så sin spæde
begyndelse i USA og England, var der i Danmark i 1700-tallet lang vej fra
Holbergs skønlitterære kvindeuniverser til den kamp for ligestilling, der
begyndte i midten af 1800-tallet. De danske kvinder fik stemmeret i 1915.
Forfatningen
Menneskerettighedserklæringen blev grundlaget for Frankrigs første forfatning,
der trådte i kraft i 1791. Forfatningen var helt i tråd med oplysningstidens
ideer om folkesuverænitet, og at magten udgår fra folket.
For at sikre borgernes retssikkerhed anvendte man magtens tredeling.
Den lovgivende magt lå i parlamentet, der udelukkende bestod af mænd.
Valgretten til parlamentet var ligeledes forbeholdt mænd over 25 år og med
en vis formue. Den udøvende magt lå hos kongen, hvis magt var ganske begrænset.
Kongen udnævnte ministre, men de stod til ansvar over for den
lovgivende forsamling, der kunne kræve dem afsat. Domstolene blev besat
af folkevalgte dommere.
Med revolutionen og den nye forfatning blev enevælden afskaffet, og
Frankrig fik et parlamentarisk demokrati.
Borgerskabet tager magten
Det var ikke den mest undertrykte gruppe, der stod bag den franske revolution,
men derimod et selvbevidst borgerskab, som ønskede at få del i magten
og gøre op med de gejstlige og adeliges privilegier.
102 Oplysningstiden: Revolutionernes kraft