
Industrialiseringens sociale konsekvenser
Industrialiseringen ændrede Englands demografi og fik omfattende socio
økonomiske konsekvenser. I takt med Englands stigende globale rolle
opstod en betydelig borgerklasse, der bestod af rige købmænd og godsejere,
der havde investeret i den voksende handel. Men som følge af befolkningstilvæksten
og det mere effektive landbrug søgte den overskydende befolkning
på landet mod byerne, hvor de fik arbejde på fabrikkerne. Derved opstod
en helt ny socialgruppe, nemlig fabriksarbejderne.
Fabriksarbejderne kom til at bo i små, mørke og fugtige lejligheder,
stuvet sammen på meget få kvadratmeter uden toilet og vand. Lejlighederne
blev opvarmet med kul, og skorstenes kulstøv lagde sig overalt som en
tæt tåge, hvilket førte til høj dødelighed blandt arbejderne. Især børnedødeligheden
var meget høj. En undersøgelse fra 1830 viser, at den gennemsnitlige
levealder for Manchesters arbejderbefolkning var 17 år – halvdelen af levealderen
Oplysningstiden: Revolutionernes kraft 79
på landet.
Det var almindeligt, at alle i familien arbejdede, og da maskinerne kunne
betjenes af ufaglærte, kunne selv mindre børn få arbejde på fabrikkerne. Arbejdsdagen
var på 12-14 timer og ofte ganske farlig. Der var ikke de samme
sikkerhedsregler, som vi kender det i dag, og fabriksulykker var derfor en
del af hverdagen på fabrikken. Der skulle arbejdes efter nøje regler og i et
tempo, der sikrede, at maskinerne blev udnyttet optimalt. Overholdt man
ikke reglerne, blev man trukket i løn. Kilde 23 er et eksempel på regler på en
tekstilfabrik i England, 1851.
Kilde 23
Fabriksregler fra Whittaker & Sons, Waterfoof Mills
… 2. Enhver der kommer for sent, skal betale bøde
som følger: for 5 minutter 2 d., 10 minutter 4., og 15
minutter 6 d. osv.
3. For enhver garnspole, som findes på gulvet, betales
en bøde på 1 d.
4. Hvis der forspindes med enkelttråd, betales bøde
på 2 d. …
9. Enhver person, der forlader sit arbejde og findes i
samtale med andre arbejdere, skal i hvert tilfælde betale
en bøde på 2 d. …
12. Enhver person ansat hos os skal give fire ugers op -
sigelsesvarsel, men L. Whittaker & Sons kan og vil af -
skedige uden varsel. …
14. Hvis nogen person med vilje eller af skødesløshed
ødelægger maskiner eller børster, laver for meget affaldstvist
osv.,skal han yde erstatning til den fulde
værdi. …
16. Ejerne anbefaler, at deres arbejdere vasker sig
hver morgen, men de skal vaske sig to gange om
ugen, mandag morgen og torsdag morgen; og enhver,
der findes ikke at være vasket, skal betale 3 d. i
bøde i hvert tilfælde.
Arbejdsspørgsmål:
1) Hvem står bag kilden?
2) Hvad er årsagen til at fabriksejeren har lavet dette regelsæt?
3) Hvordan kan vi bruge kilden til at belyse arbejdernes
vilkår i midten af 1800-tallet?
4) Opstil en problemformulering, der kan besvares ud fra
kilden.