Page 31

Internationalpolitik

De klassiske realisters fokus på staternes stræben efter at maksimere deres relative magtressourcer ser vi for Israels vedkommende for det første i deres erobring af landområder i krigen i 1948-49 og især i forbindelse med 6-dageskrigen. Israelerne har været villige til – eller tvunget til (det afhænger af synsvinklen) – at acceptere omkostningerne ved at føre krig mod til gengæld at få flyttet grænserne længere ind på fjendens territorium. De erhvervede landområder har derefter kunnet bruges til at handle med (Sinai-halvøen for fred med Egypten i 1979), men også til at beholde for dels at skabe plads til den stadige immigration af jøder til Israel, dels at have naturlige grænser, der er relativt lette at forsvare (fx Golan-højderne ved grænsen til Syrien). På Vestbredden (incl. Østjerusalem) er der nu ca. ½ million jødiske bosættere, som Israel har forpligtet sig til at beskytte, og i Golan-højderne, der er en af Israels vigtigste kilder til vandforsyning, er knap 20.000 israelere placeret på landbrugskollektiver. Det er svært at forestille sig, at Israel vil trække sig tilbage fra disse områder, og mulighederne for at opnå en to-statsløsning i Palæstina-området virker efterhånden helt urealistiske. Et alternativ kunne i stedet være et Stor-Israel, hvori Vestbredden (men ikke Gaza) indgår – én stat med to nationer: jøderne og palæstinenserne. Ud fra en realisme-synsvinkel kan en sådan stat imidlertid ikke være baseret på demokrati for alle, for så vil den demografiske udvikling føre til et arabisk flertal, og dermed vil statens jødiske identitet forsvinde – Israels relative ressourcer vil blive kraftigt svækket. Hvis denne identitet skal bevares, må et Stor-Israel nødvendigvis blive formet som en ikke-demokratisk apartheidstat med politiske rettigheder til jøderne, men ikke til araberne. For det andet har israelerne fokuseret på at ”få ørkenen til at blomstre” (landbruget) og at få gennemført en hurtig industrialiseringsproces med det resultat, at Israels økonomiske ressourcer er øget væsentligt i forhold til de omgivende arabiske staters. I denne proces har USA spillet en afgørende rolle med sin massive tilførsel af kapital til Israel, hvilket i øvrigt også gælder på det militære område. På den modsatte side i konflikten er det klart, at palæstinenserne er kørt langt bagud mht. ressourcer i forhold til israelerne. Det palæstinensiske selvstyre i Gaza og på Vestbredden er kun en foreløbig stat, der er geografisk delt i to, og de to dele, hvor der bor godt 4 millioner indbyggere, er tilsammen mindre end Sjælland. BNP/indbygger er en tiendedel af Israels, og de to ledende partier, Hamas og al-Fatah, har haft meget svært ved at etablere et konstruktivt samarbejde. Kort sagt: Gaza/Vestbredden har et stort behov for hjælp udefra, fra bl.a. FN og de andre arabiske stater, hvis de skal have bare en lille chance for at få opfyldt nogle af deres nationale interesser. De arabiske stater har også relativt mistet ressourcer i forhold til Israel, men især olie- Hovedteorier i International Politik (IP) 31


Internationalpolitik
To see the actual publication please follow the link above