Page 25

Internationalpolitik

(se kort 2 i figur 1.11). Ifølge FN-planen skulle jøderne have 57 % af Palæstina, men efter krigen sad Israel faktisk på 70 % af området. Egypten og Jordan overtog henholdsvis Gaza og Vestbredden, så palæstinenserne stod altså nu helt uden noget landområde, og man kan derfor sige, at de ironisk nok byttede rolle med jøderne som ”folket uden eget land”. Op mod 1 million palæstinensere forlod eller blev drevet væk fra deres hjem under krigen, og de har siden levet i primitive flygtningelejre i de arabiske nabostater, som ikke har villet integrere dem af dels principielle, dels økonomiske grunde. For den arabiske verden som helhed var nederlaget til ”småstaten” Israel en chokerende ydmygelse. I 1956 fandt den anden israelsk-arabiske krig sted, den såkaldte Suez-krise. Efter at Egyptens præsident Nasser havde nationaliseret Suez-kanalen, angreb Israel med støtte af England og Frankrig Egypten. De to nye supermagter, USA og Sovjetunionen, greb dog ind og lagde låg på konflikten, hvis vigtigste konsekvens var, at Storbritannien og Frankrig fra det tidspunkt åbent måtte erkende, at de nok var stormagter, men i en lavere liga end USA og Sovjetunionen. I 1967 udbrød den tredje israelsk-arabiske krig: 6-dageskrigen. I 1964 havde forskellige palæstinensiske organisationer sluttet sig sammen i PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation), og det var PLO’s guerillaangreb ind i Israel, som sammen med truende adfærd fra især Egyptens, Jordans og Syriens side fik Israel til at foretage et overraskelsesangreb på naboerne. På kun seks dage slog Israel de arabiske staters styrker og besatte store landområder: Vestbredden, Gaza, hele Sinai-halvøen og Syriens Golanhøjder (se kort 3 i figur 1.11). Jerusalem, der jo er en meget betydningsfuld by for både jøder, kristne og muslimer, blev også besat af Israel. En FN-resolution i efteråret 1967 om israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder til gengæld for arabisk anerkendelse af staten Israel førte ikke til en løsning af konflikten. For den arabiske verden var 6-dageskrigen ganske enkelt en katastrofe. På papiret havde araberne en knusende militær overlegenhed, men Israels hurtige sejr fik dem til at fremstå som ulande med håbløst ineffektive militære styrker. Ud over ydmygelsen af araberne forøgede krigen i 1967 også antallet af palæstinensiske flygtninge i Jordan med mere end 200.000, så flygtningene faktisk udgjorde et flertal af landets befolkning. Det var en af årsagerne til den såkaldte Sorte September-borgerkrig i Jordan i 1971 mellem det jordanske militær på den ene side og PLO, som ville vælte det jordanske kongedømme, på den anden. Store grupper af palæstinensere blev fordrevet af jordanerne, og PLO måtte herefter flytte sit hovedkvarter til Beirut i Libanon. Den fjerde israelsk-arabiske krig: Oktoberkrigen, fandt sted i 1973. På jødernes største helligdag, den såkaldte ”forsoningsdag” (Yom Kippur), angreb Hovedteorier i International Politik (IP) 25


Internationalpolitik
To see the actual publication please follow the link above