Page 16

Internationalpolitik

ser svaghedstegn, vil systemet ifølge neorealisterne altid søge tilbage mod en afbalancering. En del stater vil hverken lave ”bandwagoning” eller balancering, når der sker ændringer i styrkeforholdet mellem stormagterne. De vil hellere se på fra sidelinjen – en adfærd, som neorealisterne kalder ”buck passing” (man sender ”aben” videre til andre stater). Ifølge Kenneth Waltz vil stater nok stræbe efter at forbedre deres relative magtressourcer, men med et vist mådehold, for ellers kan de havne i et såkaldt sikkerhedsdilemma. Dette begreb beskriver en situation, hvor fx stat A øger sit militære budget med henblik på at forbedre den nationale sikkerhed. Men dette træk bliver af staterne B og C opfattet som aggressivt, og det fremprovokerer derfor militære modtræk. Resultatet kan således blive, at stat A’s indledende træk for at øge sin sikkerhed faktisk fører til mindre sikkerhed for denne stat. Ifølge Waltz stræber stater derfor efter at optimere deres relative magtressourcer, ikke nødvendigvis at maksimere dem. Dette synspunkt er andre neorealister dog ikke enige i, jfr. afsnit 1.7. 1.3. Den klassiske liberalisme Ligesom realismen har den liberalistiske IP-teori rødder tilbage i tiden til bl.a. den tyske filosof Immanuel Kant (1700-tallets oplysningstid) og den amerikanske præsident (1913-21) Woodrow Wilson. Den sidste havde en fremtrædende rolle i fredsforhandlingerne i Versailles efter 1. verdenskrig, hvor han bl.a. fremsatte sin 14-punkts fredsplan for Europa. En grundantagelse i den klassiske liberalisme (nogle lærebøger kalder den for ”idealismen”) er, at mennesket er et rationelt (fornuftigt) væsen, hvis primære mål er at maksimere dets egen lykke. For staterne, som jo er repræsenteret af fornuftige individer, gælder derfor tilsvarende, at de stræber efter at maksimere mængden og kvaliteten af deres ressourcer. Det er altså den absolutte mængde af ressourcer, der er vigtig for staterne, ikke – som hos realisterne – den relative mængde. Derfor vil en stat samarbejde med andre stater, hvis den kan opnå en absolut forbedring af sine ressourcer, fx mere velstand og bedre teknologi, også selv om en samarbejdspartner eventuelt får mere ud af samarbejdet. I figur 1.4 har vi opstillet grundtrækkene i liberalismen og neoliberalismen. Menneskets fornuft bevirker, at det kan lære af sine fejl. Dette indebærer, at der er muligheder for fremskridt i international politik – en anden forskel til realismen. Krig og magtpolitik erstattes af forhandlinger om problemer, og gradvist kan det internationale system eller grupper af stater bevæge sig op ad sikkerhedsstigen, se figur 1.5 – dvs. at liberalisterne har en lineær opfattelse af den historiske udvikling. Kerneværdier i liberalismen som demokrati, frihandel og folkeret er med til at skabe den fredelige sameksistens. 16 Hovedteorier i International Politik (IP)


Internationalpolitik
To see the actual publication please follow the link above