Page 14

Internationalpolitik

Figur 1.2. Neorealismen: Systemet "producerer" staternes adfærd Ændring i styrkeforholdet (relative magtressourcer) mellem stormagterne Ændring i staters adfærd Ændring i det internationale systems polstruktur i: uni-/bi-/multipolaritet grafiske placering, råstoffer og andre ressourcer, økonomi, militær osv. De ikke-fysiske magtressourcer, fx staters kultur, ideologi og diplomati, regner Waltz ikke med blandt kapabiliteterne, for de er jo meget vanskelige at måle. Waltz’ teori beskæftiger sig med andre ord ikke med alt i international politik, men den beskæftiger sig ifølge Waltz med det, der er vigtigt! De klare fokuspunkter er en af teoriens styrker. Man skal dog være opmærksom på, at man godt kan sammenligne to landes militær, to landes økonomi osv., men hvis man vil have et samlet mål for en stats kapabiliteter, opstår der problemer, for hvordan skal fx militær vægtes i forhold til geografisk placering, teknologi i forhold til mængden af råstoffer? Det kan Waltz ikke svare på. Neorealisterne er enige i realisternes grundantagelser: anarkiet, staternes magtstræb, vægten på de relative magtressourcer osv. Men forskellene mellem staternes kapabiliteter bevirker, at der opstår en hierarkisk struktur i forholdet mellem staterne, og det er denne struktur, man betegner som det internationale politiske system, se figur 1.1. Afhængigt af, hvor mange stærke magter der er i verden, kan systemet være unipolært (én dominerende magt), bipolært (to magter, der afbalancerer hinanden) eller multipolært (tre eller flere stormagter). Ifølge neorealisterne er det polaritetsstrukturen (antallet af poler/stormagter), der er afgørende for de enkelte staters adfærd i international politik (jfr. figur 1.2): en stormagt kan i høj grad gå efter at få opfyldt sine egne egoistiske mål, mens en småstat som regel må tilpasse sig de omgivende stærkere staters interesser. I modsætning til de klassiske realister, der betragter magt som et mål i sig selv, ser neorealisterne magt som et middel til at opnå målet: sikkerhed. Det mest stabile internationale system – og det, der giver størst sikkerhed til de fleste stater – er ifølge Kenneth Waltz og de fleste andre neorealister et bipolært system som under Den kolde Krig, hvor USA og Sovjetunionen afbalancerede hinanden, og hvor de ikke kom i direkte krig med hinanden. Hvis en enkelt stat opnår for megen magt i forhold til de andre stater – som fx USA i de sidste to årtier – vil det true andre staters overlevelse, og de vil derfor søge at modveje (balancere) supermagten ved at indgå alliancer eller lignende. Balancering er altså en adfærd, som systemets struktur ”producerer”. I figur 1.1 kan man se, hvordan det aktuelle internationale politiske system kan opstilles: Kina og de øvrige BRIK-lande (Brasilien, Rusland og Indi- 14 Hovedteorier i International Politik (IP)


Internationalpolitik
To see the actual publication please follow the link above