Page 9

Imperier

imperium. En af magtens store tænkere, Machiavelli (1469-1527) bemærkede simpelthen tørt, at „lige meget hvor stærke hærstyrker, man har til rådighed, så har man brug for velvillige provinsboere til at sætte sig i besiddelse af et område.“ se kildetekst Problemet er nemlig kun i første omgang erobringen. I anden omgang følger den mindst lige så svære opgave at holde fast på det nye territorie, at konsolidere herredømmet over det vundne land og vinde freden. Det er jo fx det, som har vist sig uhyre vanskeligt for det ellers uimodståelige amerikanske militær. Her er det i længden alt for dyrt alene at basere sig på hæren. Alt, hvad man får ind på erobringen, og mere til, ender med at blive slugt af militære omkostninger. Intet er dyrere end soldater og militært isenkram. Derfor skal man helst have nogle stærke støtter i de erobrede områder som kan regere for én. Niccolò Machiavelli (1469-1527) var en italiensk politisk filosof, der regnes for at være en af den politiske videnskabs grundlæggere. Han var i en periode embedsmand i den italienske bystat Firenze, men faldt i unåde, da den magtfulde Medici-familie kom til magten. Machiavelli skrev som karakteristisk renæssancemenneske både poesi, komedier og historiske værker, men er mest kendt for sit politiske skrift Fyrsten, der især er blevet læst som en kynisk vejledning i, hvordan man får og bevarer magten. Selv om man også kan læse Machiavelli som en nøgtern og realistisk analytiker, der viser, hvordan magten rent faktisk udøves, er „machiavellisk“ den dag i dag et skældsord brugt om politikere, der ikke skyr nogen midler for at opnå deres mål. Imperiers tre herredømmestrategier Machiavelli fortsatte sin analyse ved bl.a. at se nærmere på Romerriget. Her konstaterede han, at de gamle romere og andre succesrige erobrere groft sagt havde gjort brug af tre strategier til at befæste og forankre deres herredømme i undertvungne områder: For det første kunne man udslette de mægtigste og mest uregerlige modstandere. Det gjaldt fx byen Karthago i Nordafrika (146 f. Kr.), der havde fostret Roms måske mest legendariske modstander, den frygtindgydende og geniale general, Hannibal. Men det siger sig selv, at det kun undtagelsesvis kunne være den foretrukne fremgangsmåde. Man skulle jo helst have noget ud af erobringerne, og det fik man ikke, hvis de blev reduceret til en ødemark. For det andet kunne man anlægge små kolonier rundt i de ny-vundne områder. Kolonier var bysamfund grundlagt ved at konfiskere noget af de besejredes jord, og så befolke den med romerske krigsveteraner. De kunne så ligge som loyale holdepunkter for den romerske magt i de underlagte Imperiet – en global historie fra oldtid til nutid 15


Imperier
To see the actual publication please follow the link above