Page 50

Det politiske Europa3

FIGUR 1.23 ØMU’ens tre faser Fase 1 Fase 2 Fase 3 Opfyldelse af konvergenskrav ØMU’ens realisering var i Maastricht-traktaten tænkt som en tretrinsraket med tre faser der afløste hinanden ud fra en slags spill-over logik. I de to første faser skulle deltagerlandene gradvist vende sig til at arbejde tættere sammen på det økonomiske område, og herved skulle de sættes i stand til at opfylde en række fælles betingelser vedrørende deres økonomi, såkaldte konvergenskrav. De to vigtigste var at den offentlige gæld ikke måtte overstige 60 % af BNP og at underskuddet på statsbudgettet højest måtte være 3 % af BNP (herudover var der krav til rente, inflation og valutaændringer). Opfyldelsen heraf blev anset som forudsætningen for at landene så i sidste fase kunne etablere en fælles møntunion med en fælles centralbank 50 KAPITEL 1 Indførelse af fælles mønt, centralbank, mv. og en fælles pengepolitik, herunder ensartet rente. I denne fase var der tale om suverænitetsafgivelse med udvidede beføjelser til de centrale myndigheder og muligheder for at straffe lande med bøder hvis de ikke overholdt reglerne. Alle EU’s medlemslande var med underskriften på Maastricht-traktaten deltagere i ØMU’en, men Storbritannien, Danmark og Sverige valgte i første omgang at stå uden for 3. fase (en af de fire danske forbehold over for traktaten) og var derfor ikke blandt de 12 lande der i 2002 indførte euroen som betalingsmiddel. Senere er en række af de nyoptagne lande – efter at have opfyldt betingelserne – blevet deltagere i møntunionen. I 2017 er der i alt 19 eurolande, og flere står på spring, bl.a. Polen. Harmonisering af økonomisk politik I kraft af ØMU’en bliver alle EU-landes økonomiske situation kraftigt overvåget fra centralt hold, dvs. fra Kommissionen, og de konvergenskrav der var blevet opstillet i Maastricht-traktaten (se teksten til figur 1.23), fungerer stadig som rettesnor for de henstillinger der gives til landene. Men det viste sig i løbet af 00’erne at overvågningen og de sanktionsbestemmelser der var indbygget i den afsluttende 3. fase, langt fra var tilstrækkeligt til at sikre en overholdelse af kravene. Det bidrog til at udløse eurokrisen i 2010’erne og har medført at ikke kun pengepolitikken men også finanspolitikken nu i højere grad er underlagt en central styring. Også ikke-eurolande som Danmark har skrevet under på de skærpede krav der ikke mindst fremgår af finanspagten fra 2012 (se boks s, 101). dene i Europa. Den Kolde Krig var slut og Tyskland blev i 1990 genforenet. ØMU’en blev bl.a. af Frankrig set som et redskab til at sikre at det nye, stærke Tyskland ikke optrådte alt for selvstændigt – den såkaldte indbindingstanke. Endelig repræsenterede ØMU’en realiseringen af et oprindeligt ønske om et stærkt og udbygget fællesskab, forestillingen om ’en stadig tættere union’. Alt i at var det kombinationen af særlige historiske omstændigheder der gjorde det muligt at nå til enighed om de drastiske skridt fremad i integrationen der var indeholdt i ØMU’en. ØMU’en er stadig grundlaget for en væsentlig del af samarbejdet mellem EUlandene på det økonomisk-politiske område, omend der er sket ændringer og tilføjelser til de oprindelige bestemmelser. Ikke mindst finans- og euro-krisen har i 2010’erne ført til nye og i visse henseender mere vidtgående tiltag (se nærmere i kapitel 4).


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above