Page 45

Det politiske Europa3

EU – ET OVERBLIK 45 FIGUR 1.19 EU’s kompetencer EU har enekompetence • Toldunionen • Havets biologiske ressourcer • Konkurrenceregler og handelspolitik • Monetær politik • Internationale aftaler EU har delt kompetence • Forbrugerbeskyttelse • Det indre marked • Social- og arbejdsmarkedspolitik • Energi og miljø • Økonomisk, social og territorial samhørighed • Landbrug og fiskeri • Transport • Retlige anliggender EU har kompetence til understøttende, koordinerende og supplerende tiltag • Menneskers sundhed • Uddannelse og ungdom • Industripolitik • Kulturpolitik • Turisme • Civil beskyttelse Andre områder • Økonomiske politikker og beskæftigelsespolitik • Udenrigs- og sikkerhedspolitik • Forskning • Rumpolitik • Humanitær bistand Lag 1: Enekompetence betyder at kun EU kan lovgive, og at det overstatslige princip fuldt ud gælder. Lag 2: Ved delt kompetence kan både EU og medlemslandene lovgive. Dog kan medlemslandene kun lovgive, når EU ikke udøver sin kompetence eller er holdt op med at udøve sin kompetence på området. Medlemslandene må ikke lave regler i strid med vedtagelser, der allerede er truffet af EU på samme område. EU skal dog overholde 'nærhedsprincippet' i sin lovgivning. Lag 3: Medlemslandene har det overordnede ansvar. EU kan kun lave tiltag som understøtter, koordinerer eller supplerer medlemslandenes indsats. Lag 4: Områder uden for kompetence- definitionerne. Kilde: Folketingets EU-oplysning Men en række modargumenter byder sig samtidig til. For det første kan man sige at staterne i tidens løb selv frivilligt har besluttet at overføre kompetence til EU’s institutioner. Der er ikke tale om en union der er påtvunget medlemsstaterne, men om et samarbejde der gradvist er vokset frem og herunder blevet udstyret med stadig nye beføjelser for at kunne løse fælles problemer. Og i den forbindelse er der for det andet grund til at inddrage sondringen mellem formel og reel suverænitet. Hvis problemerne er fælles, så vil den formelle suverænitet som regel komme til kort som grundlag for løsninger, og en tilbageførsel af beføjelser til nationalstaterne risikerer derfor reelt at gøre dem mere magtesløse. Endelig for det tredje udspringer udvidelsen af EU’s politikområder ofte direkte af beslutninger truffet på et andet område, jf. spill-over effekten. Det er en sammenhæng der især er tydelig inden for det første politikområde der skal omtales nedenfor, det indre marked. Men spill-over effekten, eller glidebanen, er til gengæld også et argument der kan bruges til at advare mod EU’s vokseværk. I det følgende gennemgås i kort form fem af de vigtigste områder hvor EU-landene har udviklet en fælles politik. I kapitel 4 udvides gennemgangen og et par andre områder tilføjes herunder udenrigspolitikken. Det indre marked – EU’s kerne Når EU kritiseres, er det sjældent skytset rettes mod det indre marked. Modstandere af EU’s nuværende størrelse og af dens magt over nationalstaterne er til gengæld ofte tilhængere af bevarelsen af EU’s indre marked og ser det gerne udbygget. Det gælder f.eks. Dansk Folkeparti herhjemme, og i Storbritannien har Brexit-fortalerne lagt stor vægt på landets fortsatte deltagelse i denne del af EU-samarbejdet. Over en


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above