Page 44

Det politiske Europa3

fra EU-domstolen og i deres egen domspraksis retter sig herefter. Domstolens betydning er især stor inden for konkurrencelovgivningen (statsstøtteordninger, monopoldannelse m.v.) og inden for miljøområdet, hvor den har til opgave at afgøre om de enkelte landes miljøregler i realiteten er 44 KAPITEL 1 et skalkeskjul for beskyttelse af den hjemlige produktion. I forbindelse med gennemførelsen af det indre marked er det altså domstolen der i sidste ende skal afveje de ofte modstridende hensyn mellem miljøet og varernes frie bevægelighed. 5 Tredje nøglebegreb: Politik ”EU blander sig i alt” Ligesom den enkelte stat fører EU politik på langt de fleste af samfundslivets områder. EU har både en beskæftigelsespolitik, en udenrigspolitik, en landbrugspolitik, en klimapolitik – og sågar en rygepolitik. Også i EU har man villet gøre noget ved rygningens skadelige virkninger, og det er årsagen til at der i alle medlemslande er krav om at tydelige advarsler skal være anført uden på enhver cigaretpakke for at den lovligt kan sælges. Den omfattende EUlovgivning – eller outputtet fra EU’s politiske system (se figur 1.15, s. 35) – betyder at både stater, virksomheder og borgere inden for EU er spundet ind i et net af fælles regler. Man har opgjort de fælles regler, det såkaldte ’aquis communautaire’, til at fylde i alt knap 100.000 A4 sider. Men selv om EU blander sig i næsten alt, hvilket kritikerne godt kan lide at fremhæve, så er det meget forskelligt hvor meget EU blander sig på de forskellige politikområder. Det er stadig staterne der er de vigtigste politiske enheder i Europa, og de ønsker at bibeholde deres eneret til at bestemme i en lang række spørgsmål. Og det er heller ikke altid hensigtsmæssigt at lade EU blande sig i sager der bedre kan løses decentralt. Man har derfor indført det såkaldte nærhedsprincip, der indebærer at EU kun skal træffe beslutninger i de tilfælde hvor medlemslandene ikke i tilstrækkelig grad selv kan gennemføre målene i samarbejdet; dvs. at så mange beslutninger som muligt vedblivende skal træffes af staterne hver for sig. I Lissabon-traktaten fra 2009 er det mere tydeligt end før opregnet hvornår EU har kompetence på et område, og hvornår det ikke er tilfældet. Af oversigten i figur 1.19 fremgår det hvordan kompetencefordelingen i dag er mellem EU og medlemslandene. Trods nærhedsprincippet blander EU sig i et stigende antal områder. Efterhånden er det kun kirkeministrene der ikke har været til møde i EU’s ministerråd. Men som det kan ses af figuren kan graden af indblanding være meget forskellig. På visse områder har EU nærmest enekompetence, mens der på andre områder (underste lag i figuren) er tale om mere eller mindre uforpligtende samtaler (om økonomisk politik se også figur 1.24, s. 51). Det sidste gælder således dele af udenrigspolitikken. Argumentet om at EU blander sig i alt, har meget på sig. Hvis man sætter bevarelsen af nationalstaternes formelle suverænitet højt – som de f.eks. har gjort i Storbritannien med Brexit-afstemningen – og ønsker flere kompetencer ført tilbage til medlemsstaternes parlamenter, så er der grund til at vende sig mod den udvikling der har fundet sted, og som ser ud til at fortsætte – trods den øgede modstand i befolkningerne.


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above