Page 40

Det politiske Europa3

Europa-Parlamentet – det folkevalgte organ Med de traktatændringer der er sket siden begyndelsen af 1990’erne, er et andet centralt led blevet spillet mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Sidstnævnte organ har gradvist fået styrket sin position, således at det i dag magtmæssigt indtager en plads i beslutningsstrukturen på linje med både Ministerrådet og Kommissionen. Fra starten indtog Parlamentet en helt underordnet stilling. Man ville nok have et organ der repræsenterede vælgerne eller den enkelte borger i medlemsstaterne. Men man var ikke parat til at give dette organ nogen magt af betydning. Dets beføjelser blev derfor af rådgivende art; det skulle høres, men der var ingen pligt til at følge dets vedtagelser. Eneste undtagelse var EU’s budget som Parlamentet kunne forkaste – en beføjelse der siden 1970’erne har været flittigt udnyttet. Herudover har Parlamentet ifølge traktaten magten til at afsætte Kommissionen med 2/3 flertal. Denne mulighed blev indtil for få år siden betragtet som en ren formalitet uden praktisk politisk betydning. Europa-Parlamentet blev spøgefuldt benævnt ‘Mickey Mouse Parlamentet’. Selv om medlemmerne siden 1979 hvert 5. år er blevet valgt ved direkte valg over hele EU, var der ikke mange der tillagde dets diskussioner og afstemninger nogen egentlig betydning. Sammenlignet med de fleste ‘rigtige’ parlamenter i medlemslandene manglede Europa-Parlamentet to helt centrale magtbeføjelser: (1) Parlamentet havde ikke lovgivningskompetence; det var Ministerrådet og ikke Parlamentet der vedtog EU’s generelle retsforskrifter. (2) Parlamentet havde ikke kompetence til at bestemme Kommissionens, dvs. den udøvende magts, sammensætning og ledelse. Der herskede med andre ord ikke parlamentarisme. På 40 KAPITEL 1 begge punkter er situationen i dag væsentlig anderledes. Hvad angår lovgivningskompetence har man siden dens indførelse i 1993 gjort den såkaldte almindelige beslutningsprocedure gradvist mere udbredt, og den gælder nu i langt de fleste tilfælde. Herefter kan et forslag kun vedtages hvis både Ministerrådet og Parlamentet giver deres tilslutning. I tilfælde af uenighed mellem de to organer er vedtagelse afhængig af at der opnås enighed i et dertil nedsat forligsudvalg. Parlamentet har med andre ord absolut veto over for Ministerrådets beslutninger. Tidligere var Parlamentets magt blevet øget gennem indførelse af samarbejdsproceduren, hvorefter Parlamentet fik tildelt suspensivt veto: Det kunne udsætte et forslag og forlange enstemmighed ved afstemning i Ministerrådet. Oprindeligt gjaldt konsultationsproceduren, der nu kun anvendes i sjældne tilfælde. Også på det andet punkt, vedrørende parlamentarismen, er der sket ændringer. Men her er der klare grænser for hvor langt man kan gå uden at tage et stort skridt mod omdannelse af EU til en føderation (se kapitel 3). Og det er der indtil videre stærk modstand imod i de fleste medlemsstater. Mindre skridt i den retning er imidlertid blevet taget, hvilket kom tydeligt til udtryk ved udpegningen i efteråret 2014 af den siddende Kommission. Her udnyttede Parlamentet en ny bestemmelse i Lissabontraktaten fra 2009, hvorefter formanden for Kommissionen skal findes ”under hensyntagen til” resultatet af valget til Europa- Parlamentet. For at give denne bestemmelse slagkraft opstillede partigrupperne inden valget i maj 2014 hver deres kandidat til formandsposten; og da den konservative gruppe blev den største, endte det med at denne gruppes kandidat, Jean-Claude


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above