Page 39

Det politiske Europa3

EU – ET OVERBLIK 39 sterrådet var fra starten EU’s egentlige parlament som udtryk for at hvert enkelt medlemslands regering ønsker at have hånd i hanke med hvad der skal vedtages. I dag deler Ministerrådet imidlertid den lovgivende magt med Europa-Parlamentet. Som navnet antyder, er Ministerrådet sammensat af ministre – en fra hvert medlemsland, altså samme antal medlemmer som Kommissionen har. Det er ikke samme minister der sidder til møde hver gang. Det kommer an på hvilke sager der er på dagsordenen. Er det landbrugspolitik, så er det landbrugsministrene, er det den økonomiske politik, så er det økonomi- eller finansministrene. Kun de vigtigste og mest kontroversielle spørgsmål tages op på selve rådsmøderne. Som regel afgøres sagerne på underordnet niveau, dvs. i én af de 30 arbejdsgrupper under Rådet eller i de permanente repræsentanters komité (COREPER) bestående af medlemsstaternes EU-ambassadører i Bruxelles (se figur 3.1 s. 78). Det er kendetegnende for EU’s overstatslige karakter at beslutninger i Ministerrådet som regel træffes med kvalificeret flertal. Vetoretten er gradvist blevet afskaffet og gælder hovedsageligt nu kun på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Ved udarbejdelsen af bestemmelserne om det kvalificerede flertal har forskellige hensyn skullet afvejes – især medlemsstaternes meget forskellige størrelse, men også Ministerrådets beslutningsdygtighed. Resultatet, der er blevet relativt indviklet, og som i sin nuværende form har været gældende siden 2014, bygger på det såkaldte ’dobbelte flertal’: 1) Et flertal af lande skal stemme for forslaget. Hovedreglen er 55 % – det vil sige at i et EU med 28 lande skal mindst 16 lande være for et forslag. Dette krav tilgodeser de små lande. 2) Dette flertal af lande skal repræsentere mindst 65 % af EU’s samlede befolkning. Det vil sige ca. 330 ud af EU’s ca. 508 mio. borgere. Dette krav tilgodeser de store lande med store befolkninger. Der findes desuden en regel om at et blokerende mindretal skal bestå af mindst fire lande som tilsammen repræsenterer mere end 35 % af EU’s befolkning. Kilde: Folketingets EU-oplysning: EU-fakta nr. 5, december 2014. Afstemningsregler i Ministerrådet Selv om Ministerrådet – som regel sammen med Europaparlamentet – har den afgørende kompetence til at træffe beslutninger, så spiller Kommissionen også en vigtig rolle i sidste fase af beslutningsprocessen. Det var navnlig tilfældet i EF’s første år. Kommissionens initiativmonopol betyder at Ministerrådet normalt ikke kan ændre i forslag uden at vende tilbage til Kommissionen. Sker det, søger Kommissionen under hensyntagen til de nye synspunkter at udarbejde et nyt forslag. Her er dens opgave først og fremmest at sikre opbakning fra så mange medlemslande som muligt, hvorfor den ofte kæder spørgsmål sammen til en såkaldt pakkeløsning. Hvis det ene land må give indrømmelser i et spørgsmål, opnår det måske nogle fordele i et andet. Det gør det lettere at få forslagene til at glide ned. Spillet mellem Ministerrådet og Kommissionen er således et af de centrale led i beslutningsprocessen inden for EU – også kaldet fællesskabsmetoden.


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above