Page 36

Det politiske Europa3

36 KAPITEL 1 det halve (stort set svarende til antallet af nye love, bekendtgørelser og cirkulærer i Danmark). Den anden forskel mellem de to slags politiske enheder vedrører lovenes tilblivelse. Når der skal træffes politiske beslutninger i det enkelte land, foregår det vigtigste samspil mellem regeringen og parlamentet. Regeringen skal have sit program og sine forslag vedtaget i parlamentet for at kunne udøve sin magt, og parlamentet (Folketinget) kontrollerer regeringen og kan – i hvert fald i Danmark – i sidste ende afskedige den. Men i stedet for to organer foregår dette samspil mellem tre organer i EU: Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen. Når det kan blive til tre organer, skyldes det at den lovgivende magt består af to adskilte dele (den hvide firkant i figur 1.15). Udover Europa-Parlamentet, der ligesom i det nationale system er valgt direkte af befolkningen, er Ministerrådet (trods navnet) også en del af den lovgivende magt – og har traditionelt været den vigtigste del. Dette ekstra organ er nødvendigt fordi EU ikke er en stat men – stadig – først og fremmest en international organisation. De enkelte medlemsstater er ikke parate til udelukkende at overlade den endelige beslutningsret til et folkevalgt organ (Europa Parlamentet) hvor repræsentanterne er valgt ud fra partipolitiske holdninger og ikke ud fra et nationalt tilhørsforhold. Man har derfor inkluderet et organ (Ministerrådet) der har til opgave – forud for enhver lovgivningsbeslutning – at sikre varetagelsen af hver enkelt stats interesser. Ministrene i Ministerrådet er repræsentanter for medlemslandenes regeringer, og de forventes at forhandle ud fra de mandater de har hjemmefra. Der er altså i EU to forskellige lovgivningsorganer med to principielt forskellige gende. Når det inden for den enkelte stat – med mange forskellige politiske partier – kan være vanskeligt at nå frem til fælles beslutninger, siger det sig selv at det er endnu vanskeligere i et system som EU. Her er der ikke alene mange forskellige ideologiske opfattelser der gør sig gældende, men også mange forskellige nationale interesser der skal tilgodeses. Og så er der store, ressourcestærke sammenslutninger af international kapital, der både skal have lov til at øve indflydelse, men hvis magt også skal kunne kontrolleres. Især tre forskelle mellem EU og de nationale politiske systemer er med til at øge kompleksiteten i EU’s beslutningssystem (se figur 1.15 og den tilhørende tekst for en uddybning). For det første er det i EU-systemet nødvendigt at skelne mellem to slags love henvendt til hver sin type modtager (jf. figur 1.12, hvor der i figurteksten også er givet eksempler på de to typer). Den ene slags, benævnt forordninger, svarer til de love der kendes fra det nationale system idet de er rettet direkte til borgere og virksomheder i medlemsstaterne. De er udtryk for det overstatslige princip der ligger til grund for hele EU’s organisation. Den anden slags, direktiverne, kræver en efterfølgende national lovgivning for at kunne træde i kraft. Modsat forordningerne er direktiverne således rettet til medlemsstaterne. De er medtaget for at give mulighed for at tilpasse lovgivningen til de forskellige forudsætninger medlemsstaterne har for at kunne gennemføre lovene. Forordninger og direktiver er de vigtigste output fra EU-maskineriet med forordninger som langt de mest talrige. Tidligere blev der samlet udstedt i gennemsnit knap 50 nye hver uge. I et forsøg på at imødegå kritikken af EU’s omsiggribende lovgivning har de seneste EUKommissioner fået antallet reduceret til ca.


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above