Page 33

Det politiske Europa3

EU – ET OVERBLIK 33 Man taler om ’Unionen’ med stort U og tænker dermed på det fællesskab af knap 30 europæiske stater der har bundet deres indbyrdes relationer sammen gennem en lang række forpligtende aftaler – i vid udstrækning af overstatslig karakter. Men unionsbegrebet indgår også i stigende grad i betegnelsen for det specifikke samarbejde der er på tegnebrættet eller allerede er skabt på en lang række områder, og hvor ikke alle medlemsstater nødvendigvis er deltagere. Begrebet bruges her for at understrege at de medvirkende stater er eller har været parate til at gå videre i integrationen og udbygge de overstatslige elementer. Nogle af de vigtigste af den slags unioner er følgende (se en mere udførlig omtale i kapitel 4). • Møntunion: Samarbejdet mellem 19 medlemsstater om en fælles mønt, euroen. De 19 stater udgør tilsammen den såkaldte euro-zone (se kort s.57). Unionens realisering blev aftalt i 1999, men udgjorde tredje og sidste fase af ’Den økonomiske og monetære union’ der allerede indgik som en vigtig del af Maastricht-traktaten fra 1992. Nogle af EU-landene, herunder Danmark, valgte ikke at deltage i denne tredje fase (se nærmere kapitel 7 s.181-82). • Finansunion: Ikke realiseret, men drøftes blandt eurolandene som politisk overbygning på møntunionen. Manglen på en sådan overbygning anses for en af de store svagheder i euro-samarbejdet. En finansunion indebærer oprettelsen af et fælles finansministerium med stor magt over de enkelte medlemslandes budgetter og beføjelse til at koordinere deres økonomiske politik, en slags økonomisk regering for EU. Med finanspagten fra 2012 (se s. 101) og bankunionen er de første skridt mod skabelsen af en finansunion taget. • Bankunion: Erfaringer fra finanskrisen, hvor bankerne blev tillagt en væsentlig del af skylden for dens udbrud i 2008, førte til bankunionens oprettelse i 2014. Der er hermed skabt en overstatslig myndighed der fører tilsyn med de største banker i de medvirkende EU-lande (Danmark overvejer i 2017 stadig deltagelse), udarbejder regler for deres udlånsvirksomhed, og som står for afvikling af nødlidende banker. Hovedformålet er at undgå en ny finanskrise. • Social union: Ønsket om skabelsen af en social union opstod i kølvandet på realiseringen af det indre marked i de sidste årtier af forrige århundrede. Frie bevægelser for kapital og arbejdskraft risikerer at føre til en sænkelse af sociale standarder (f.eks. vedrørende arbejdsmiljø og afskedigelse) fordi landene konkurrerer med hinanden for at tiltrække udenlandske investeringer. En række tiltag er taget for at sikre fælles standarder, men idéen om en social union ses også i dag af mange som udtryk for en EU-integration der er på vej til at blive for vidtgående, og dens videreudvikling er derfor tvivlsom. • Energiunion: Flere forhold har gjort realiseringen af en europæisk energiunion aktuel: De forværrede forhold til Rusland har gjort mange EU-landes afhængighed af russisk gas mere problematisk; klimaforandringerne øger behovet for en fælles satsning på vedvarende energi og en højere grad af energieffektivitet; ønsket om at fuldende det indre marked med en afvikling af restriktioner for den fri handel med energi over grænserne. Forhandlinger om skabelsen af en energiunion mellem EU-landene finder sted på grundlag af en omfattende plan fremlagt af EU-Kommssionen i efteråret 2016, se s. 123. Flere slags union


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above