Page 31

Det politiske Europa3

EU – ET OVERBLIK 31 EU-beslutning betyde at en dansk regering mod sin vilje blev tvunget til at lempe på landets stramme indvandrerpolitik og f.eks. opgive 24-årsreglen (ægtefælle skal være mindst 24 år for at blive familiesammenført). Omvendt er Danmark med i EU’s overstatslige miljøsamarbejde. Det har betydet at Danmark har skullet tillade tilsætningsstoffer i fødevarer som ellers har været forbudt. Men det overstatslige samarbejde betyder også at østeuropæiske medlemslande, der traditionelt har haft en meget ringe miljøbeskyttelse, tvinges til at gennemføre højere standarder. At beslutninger truffet i internationale organisationer har direkte retskraft over for borgere og virksomheder i medlemslandene medfører at nationale parlamenter kobles ud af beslutningsprocessen. Det kan være at de har mulighed for at øve indflydelse i en startfase, men når beslutningen først er truffet, har de ikke længere nogen rolle at spille. Det vil sige at de love som det enkelte individ skal rette sig efter, ikke længere i alle tilfælde er vedtaget af vedkommendes eget nationale parlament. En udstrakt anvendelse heraf har naturligvis store konsekvenser for parlamenternes magtposition og for den måde hvorpå vi hidtil har forstået vores demokrati. Langt de fleste internationale organisationer som Danmark er medlem af, er af mellemstatslig karakter. EU er den store undtagelse, og der findes heller ikke nogen organisation på verdensplan der er lige så overstatslig som EU. Forløberen for EU, Kul- og Stålunionen fra 1952, regnes for verdens første overstatslige organisation. Andre organisationer har dog visse overstatslige træk. FN’s sikkerhedsråd kan således træffe bindende beslutninger for medlemsstaterne, også selv om de ikke er medlemmer af Sikkerhedsrådet eller er blevet nedstemt (gælder ikke for stormagterne). Men der er i FN-systemet ikke – ligesom inden for EU – et effektivt sanktionssystem der sikrer overholdelsen. Formel og reel suverænitet Et af de største diskussionspunkter i forbindelse med EU og hele unionsudviklingen er spørgsmålet om fordele og ulemper ved at medlemsstaterne afgiver suverænitet til organisationen. Det er naturligt at denne diskussion er blevet så central. Opnåelse og bevarelse af suverænitet har i århundreder været staters hovedbestræbelse og forudsætningen for at de har kunnet indrette deres samfund som de ønskede. Blandt staters udenrigspolitiske mål figurerer suverænitetshævdelse næsten altid som det vigtigste. Men i dag afgiver medlemsstaterne frivilligt suverænitet til EU, og tilhængerne heraf argumenterer endda for at staterne herigennem ligefrem vinder fremfor at tabe suverænitet idet de opererer med begrebet ’reel suverænitet’. Modstanderne holder sig til den formelle suverænitet og forstår derfor, iflg. tilhængerne, ikke vilkårene for at føre politik i en moderne, globaliseret verden. I debatten herom står to modstridende synspunkter direkte over for hinanden, og den er ofte præget af et stærkt følelsesmæssigt engagement. På den ene side appelleres til de nationale følelser og bevarelsen af det fællesskab der som regel har eksisteret i århundreder. Med unionsudviklingen ses EU i stigende grad som en trussel mod dette fællesskab og mod retten til at bestemme inden for egne grænser. Heroverfor betoner den anden side værdien af internationalt samarbejde og påpeger de fælles udfordringer som staterne i dag står over for. Opfattelsen er at truslerne er fælles, og at de skal imødegås i fællesskab. Nationalstaterne er magtesløse hvis de ikke har muligheden for at handle sammen i et forpligtende


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above