Page 29

Det politiske Europa3

overstatslig EU – ET OVERBLIK 29 bejder de goder forbrugere og lønmodtagere gennem mange års politisk kamp har opnået inden for nationalstaterne (se boks s. 16 for en modsat venstreorienteret argumentation). Mellemstatslig og overstatslig integration Integration mellem stater kan antage mange former (se skema næste side). Unionsbegrebet er forbundet med den form for integration der kaldes overstatslig. Og det er da også netop det overstatslige samarbejde der er et af de helt karakteristiske træk ved EU – og som betyder at EU adskiller sig fra de fleste andre internationale organisationer, hvor samarbejdet som regel kun er hvad der kaldes mellemstatsligt. Men hvad er forskellen mellem de to former? Det afgørende skel har at gøre med spørgsmålet om suverænitetsafgivelse. Afgiver staterne suverænitet (ret til selvbestemmelse), er det overstatslig integration; afgiver de ikke suverænitet, er integrationen mellemstatslig. Suverænitetsafgivelse kan defineres på flere måder. Her vil vi tale om det når én af to betingelser er opfyldt: (1) Den internationale organisation bemyndiges til at træffe bindende flertalsafgørelser; (2) den internationale organisation kan udstede love der har direkte retskraft over for borgere og virksomheder i medlemsstaterne (se figur 1.12). I begge tilfælde fratages den stat der afgiver suverænitet, nogle helt centrale magtbeføjelser. Bindende flertalsafgørelser betyder at staten kan tvinges til at rette sig efter beslutninger som den selv har været imod. Som illustration kan nævnes at Danmark har valgt at stå uden for EU’s overstatslige samarbejde på asylområdet. Hvis vi var med i dette samarbejde, kunne en fælles FIGUR 1.12 Mellemstatslig og overstatslig integration mellemstatslig For at tale om overstatslig integration skal blot én af de to i teksten nævnte betingelser være opfyldt: enten bindende flertalsbeslutninger eller beslutninger med direkte retskraft (pil 2). I den mellemstatslige integration er ingen af dem opfyldt. Men der kan godt være tale om flertalsbeslutninger, blot de ikke er bindende. Hvis beslutningerne i den overstatslige model følger pil 1, kaldes de inden for EU direktiver; følger de pil 2 kaldes de forordninger. (1) (1) Med direktiver får landene mulighed for at tilpasse lovgivningen til de særlige forhold der gør sig gældende i det pågældende land. F.eks. er EU’s emballagedirektiv udformet så Danmark med egne, opfyldende regler kan bevare sit udbyggede returflaskesystem. En forordning om hviletidsbestemmelser for lastbilchauffører gælder derimod direkte for de berørte transportfirmaer uden at national lovgivning er påkrævet. EU DK EU-lov vedtaget med veto-ret national lov ikke-bindende beslutninger bindende beslutninger bindende beslutninger borgere EU DK EU-lov vedtaget med flertal national lov borgere (2)


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above