Page 27

Det politiske Europa3

Spill-over EU – ET OVERBLIK 27 ’Spill-over’. Med dette begreb, der omtales nærmere s. 160, hentydes til en drivkraft der i lange perioder har været toneangivende til forklaring af EU-integrationen. Men det er også en forklaring der har været udsat for kritik, og som langt fra fuldt ud kan forklare udviklingen. Udtrykket hentyder til at der er indbygget en vis automatik i integrationsprocessen: Når først integrationen er gennemført på ét område, bliver der behov for eller interesse for integration på et andet (se eks. på siderne nævnt ovenfor). Når spillover effekten udløses på grund af en logisk sammenhæng mellem to politikområder, benævnes den funktionel; hvis den udløses som følge af at det overstatslige bureaukrati ser en interesse i at gå videre, kaldes den tilsigtet; og hvis det sker fordi et integrationsskridt udløser nye interesser hos medlemsstaterne, er der tale om politisk spill-over. Begrebet hører hjemme i den såkaldte neofunktionalistiske integrationsteori, hvor strategien er modsat den føderalistiske: I stedet for at starte ovenfra med de fælles institutioner skulle man starte nedefra med konkrete, afgrænsede opgaver. Herfra ville man til sidst nå målet om et forenet Europa (i den oprindelige funktionalisme var målet udelukkende at fratage nationalstaterne løsningen af de konkrete opgaver og i stedet lægge dem i hænderne på upolitiske internationale organer). Modstandere af integrationen har yndet at kalde denne strategi for glidebanen, men det har vist sig at glidebanen langt fra er helt glat og uden barrierer. Økonomiske kriser og nationalistiske strømninger har ofte bremset spill-over effekten – og i dag taler man ligefrem om ’spill-back’. FIGUR 1.9 Tre forklaringer på integrationen føderalisme Integrationsprocesser Nationale interesser traditionalisme/ liberal intergovernmentalisme Idéer neo-funktionalisme tionsprocessen, der bl.a. i kraft af den omtalte spill-over effekt er foregået hen over hovedet på den. EU-institutionerne har tiltaget sig stadig større beføjelser, og flere og flere politiske spørgsmål bliver i dag afgjort på EU-plan. Men befolkningerne har i almindelighed ikke vænnet sig til denne forskydning af magt væk fra den nationalstat som de identitetsmæssigt først og fremmest føler sig knyttet til. Samtidig har denne magtforskydning ikke været tilstrækkelig til at sætte EU i stand til på tilfredsstillende måde at løse nogle af de senere års største fælles udfordringer, navnlig den økonomiske krise, flygtningepresset og terrortruslen. EU’s aktuelle hoveddilemma kan kort beskrives på følgende måde: Medlemslandenes fælles problemer er blevet stadigt større og mere truende, og for at blive løst


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above