Page 26

Det politiske Europa3

Integrationsprocessens mål og drivkræfter Udviklingen i Europa siden Anden Verdenskrig har været enestående i den forstand at samarbejde fremfor konflikt har været dominerende i staternes indbyrdes relationer – i hvert fald indtil for få år siden (jf. figur 1.1, s. 10). Der er sket en integration mellem staterne der i historisk perspektiv er hidtil uset. Siden slutningen af 1940’erne er der fremsat mange forklaringer på hvilke kræfter der har drevet denne udvikling frem, og hvilke mål den har tjent. Forklaringerne hører hjemme i de såkaldte integrationsteorier, der er nærmere omtalt i kapitel 6. Nedenfor er opregnet nogle af de vigtigste teorier med udgangspunkt i den drivkraft der anses for den væsentligste: Idéen om Europa. I 1945 var Europa i politisk og magtmæssig henseende en skygge af sig selv. Verdensdelen var efter to ødelæggende krige inden for kun godt 30 år ikke længere det naturlige centrum i verden, og mange stater stod over for en enorm genopbygningsopgave 26 KAPITEL 1 – både materielt og åndeligt. Der herskede generelt et stærkt ønske om en ny begyndelse, og visionen om et fredeligt og samarbejdende Europa blev søgt omsat i praksis af en række fremtrædende politikere og andre aktører (jf. boks s. 12). De havde bred opbakning i befolkningerne, og en proces frem mod et mere forenet Europa blev sat igang. Mange forestillede sig at denne proces skulle ende med en slags Europas Forenede Stater i lighed med de forbundsstater man kendte fra f.eks. USA og Schweiz – og i dag også fra Tyskland. Dette endemål for samarbejdet kendetegnede den såkaldte føderalistiske teori. Føderalisterne mente at målet skulle realiseres ved så hurtigt som muligt at oprette de institutioner der hørte med til en statsdannelse: regering, parlament, domstole og forsvar. Selv om en europæisk forbundsstat langt fra er realiseret i dag, er EU på flere måder præget af de føderalistiske målsætninger, bl.a. det magtfulde folkevalgte parlament. Iflg. føderalismen er det befolkningens overtagelse af den europæiske idé der er afgørende for strategiens succes. Nationalstaterne. En mere jordnær forklaring på integrationsprocessen lægger vægt på at det ikke i så høj grad er smukke idéer men konkrete nationale interesser der ligger bag. Især tre, delvist overlappende, forhold gør sig her gældende. For det første en læringsproces, idet staterne – efter 1930’ernes økonomiske depression og Anden Verdenskrigs gensidige ødelæggelser – har indset at en række opgaver som de hidtil har klaret hver for sig, nu løses bedre i fællesskab. Økonomisk fremgang og militær sikkerhed kan kun opnås genne et langt tættere samarbejde. For det andet en erkendelse af at den enkelte stats magt i realiteten øges ved at deltage i en forpligtende integration med andre stater. Afgivelse af formel suverænitet øger snarere end mindsker den reelle suverænitet (se nærmere figur 1.14). Det sker fordi staterne opnår indflydelse på fælles anliggender, hvor de ellers havde været nødsaget til at tilpasse sig andres beslutninger; og fordi der gennem suverænitetsafgivelse opnås sikkerhed for at andre stater overholder indgåede aftaler. Endelig for det tredje har store stater som Frankrig og Tyskland set en fordel i at et mere forenet Europa kunne genopveje noget af den tabte indflydelse på verdensplan. Blandt teorierne er det traditionalismen, også kaldet intergovernmentalismen, der har lagt væk på de nationale interesser som drivkræfter i integrationen, senere videreudviklet i form af den liberale intergovernmentalisme (se s. 165-68).


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above