Page 25

Det politiske Europa3

EU – ET OVERBLIK 25 FIGUR 1.10 Vejen til unionen Kul- og Stålunionen I figuren er anført vigtige årstal frem mod vore dages europæiske union. Et skel er lavet ved Maastricht-traktatens ikrafttræden i 1993. Først herefter bliver organisationen benævnt en union og nye tiltag der yderligere befæster unionsudviklingen er kommet til. Østudvidelsen i 2004 er ikke direkte en del af denne udvikling, men er medtaget fordi den har udløst et behov for at gøre videre ad unionsvejen (se herom i kapitel 3). Nogle af de anførte milepæle er allerede omtalt, andre omtales i det følgende. 1985 igangsættes det indre marked med vedtagelsen af Den Europæiske Fællesakt (se s. 92). 1951 Romtraktaten Direkte valg til EP Maastrichttraktaten Toldunion oprettes Beslutning om indre marked Møntunionen træder i kraft Finanspagten vedtages 1957 1968 1979 1985 1992 1999 2004 2009 2012 2014 fællesskab union Østudvidelsen Lissabontraktaten Bankunion oprettes rer den kulturelle mangfoldighed der kendetegner Europa; men en væsentlig del af deres beføjelser skulle overlades til den nye union, hvis beslutninger i en række henseender skulle være overordnet de nationalstatslige. I tilbageblik kan man konstatere at de oprindelige tanker bag EU har haft en væsentlig indflydelse på organisationens udvikling men at en række utilsigtede konsekvenser i dag truer med at rulle udviklingen tilbage igen, hvilket afspejles i den krise der er omtalt i det foregående afsnit. Man kan måske sige at EU er ved at blive kvalt i sin egen succes. Unionen spænder ben for sig selv I begyndelsen forløb integrationen imidlertid som forudset af EU’s fædre i 1950’erne. Den blev drevet frem af en lang række spill-over effekter: Den fælles landbrugspolitik med centralt fastsatte priser på landbrugsvarer krævede øget koordinering af valutapolitikken for at fungere effektivt, hvilket senere var med til at bane vejen for den nuværende møntunion; og det åbne indre marked for både varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft har med tiden ført til en omfattende integration på så forskellige områder som forbrugerlovgivning, miljøbeskyttelse, banklovgivning og arbejdstagerrettigheder. EU-modstandere har ofte advaret mod konsekvenserne af nye integrationsskridt med det argument at der var tale om en glidebane mod en stadig tættere union. Set i det lange historiske perspektiv har de haft ret, men resultatet afspejler de intentioner der lå til grund for samarbejdets oprettelse og bliver hilst som en sejr af de ivrigste tilhængere. De vil også hævde at den europæiske befolknings stærkt øgede velstand i EU’s levetid i væsentligt omfang kan tilskrives integrationen, ligesom fredens bevarelse også hænger sammen med den afhængighed mellem landene der er skabt i kraft af EU’s eksistens. Succesen har været med til at gøre medlemskabet af EU attraktivt, og organisationen er vokset fra de oprindelige 6 til nu 28 medlemslande (inkl. Storbritannien). Langt størstedelen af Europas befolkning bor i dag i et EU-land. Problemet er imidlertid at der sammen med denne stadigt mere omfattende unionsudvikling er skabt en stigende kløft mellem den politiske elite og den brede befolkning i Europa. Befolkningen har ikke i tilstrækkelig grad været deltager i integra-


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above