Page 24

Det politiske Europa3

den oprindelige drøm med EU, men dens realisering er i dag af flere grunde mindre sandsynlig end tidligere. Nationalstatstankegangen er mere indgroet end EU’s fædre havde forestillet sig (jf. kapitel 2). Og i kraft af det store medlemstal, der i de kommende år – trods britisk udmeldelse – sandsynligvis vil blive endnu større, vil EU ikke kunne undgå at blive mindre sammentømret end hidtil. 3 Første nøglebegreb: Union Tankerne bag EU I Rom-traktaten fra 1957, der var det oprindelige grundlag for samarbejdet inden for EU, hed det i den såkaldte præambel (forord) at de seks stiftende lande (Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg) ”er besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere union mellem de europæiske folk”. Selvom en præambel ikke er forpligtende, bliver denne sætning alligevel ofte fremhævet som det tydeligste udtryk for hvad organisationens fædre havde tænkt sig at formålet med samarbejdet skulle være. For det første viser sætningen at opfattelsen fra starten var at der med organisationens oprettelse skulle indledes en dynamisk 24 KAPITEL 1 proces. I Rom-traktaten var der defineret nogle forholdsvis afgrænsede samarbejdsområder, især landbrug og toldunion, men det var på det grundlag – og på grundlag af det der nogle år forinden var skabt med Kul- og Stålunionen (se boks s. 12) – at samarbejdet skulle videreudvikles og gøres stadig tættere. Det har man senere kaldt ’spill-over effekten’ (se s. 27) der hentyder til at samarbejdet på ét område vil kræve samarbejde på nye områder og dermed mere eller mindre automatisk udløse den omtalte dynamik. Bag hele denne forestilling lå en vigtig sikkerhedspolitisk pointe: Efterhånden som staterne var blevet stadig mere integreret med hinanden, ville forudsætningen for krig mellem dem falde bort, og Europa ville kunne lægge århundreders blodig historie bag sig (jf. den franske udenrigsminister Robert Schumans tale i boksen s. 12). I forlængelse af det foregående viser ordvalget i præamblen for det andet at endemålet skulle være skabelsen af en egentlig union mellem de deltagende stater. Hermed forestillede man sig at samarbejdet blev indkapslet i en fast struktur der i vidt omfang ville indebære en overvindelse af det gamle nationalstatslige system. Staterne skulle fortsat bestå – dels af demokratiske grunde men også fordi de repræsente- I den officielle danske oversættelse af præamblen er der i stedet for ’union’ brugt ordet ’sammenslutning’, men det er en lidt udvandet udgave af formuleringen i den originale tekst. Danmark har traditionelt været tøvende over for et meget forpligtende samarbejde, og medlemskabet blev derfor ikke solgt under betegnelsen ’union’ da danskerne stemte ja til optagelse ved en folkeafstemning i 1972. Og det varede da også længe før det i Danmark blev almindeligt at kalde det der længe hed ’fællesmarkedet’, for en union. Men efter vedtagelsen af Maastricht-traktaten i 1992, der udbyggede samarbejdet på forskellige områder, ændredes organisationens navn fra EF (”De Europæiske Fællesskaber”) til EU (”Den Europæiske Union”), og unionsbegrebet blev nu overalt accepteret som den rette betegnelse. Sammenslutning eller union?


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above