Page 19

Det politiske Europa3

EU – ET OVERBLIK 19 og der skelnes mellem fire overordnede kriser – udover de nævnte også solidaritetskrisen og eurokrisen. Som yderligere introduktion gives i det følgende en oversigt over de mange konkrete kriseelementer, og hvilke forskellige udgange på krisen der kan tænkes. I hvert fald frem til årsskiftet 2016-17 har krisen i løbet af 2010’erne vokset sig stadigt større. Flere sammenfaldende og overlappende tendenser gør sig gældende: ••Den globale økonomiske nedtur der satte ind i 2008, og som trak langvarige spor efter sig, herunder stor uenighed om med hvilke midler den skal bekæmpes; ••mange EU-staters store gældsproblemer, der har forstærket indbyggede problemer i euro-samarbejdet; ••en stigende økonomisk kløft mellem medlemslandene der har skabt et modsætningsforhold mellem Tyskland og andre nordeuropæiske lande på den ene side og sydeuropæiske lande med Grækenland i spidsen på den anden; ••en kraftig opblussen af højrenationale partier og bevægelser der ønsker integrationen rullet tilbage og nationalstaternes magt genetableret; ••en tillidskrise mellem politikere og befolkninger der i vid udstrækning tilskrives en forskellig holdning til EU mellem de to parter; ••som en konsekvens af de to foregående punkter: et nej til fortsat medlemskab ved en britisk folkeafstemning i juni 2016 og udsigten til en smittevirkning i andre medlemslande; ••faren for en forstærket politisk opsplitning mellem grupper af medlemslande: eurolande og ikke-eurolande, integrationsvenlige og integrationsskeptiske lande og lande med forskellig holdning til demokratiske principper; ••en flygtningekrise der afslører manglende solidaritet mellem medlemsstaterne, og som truer centrale dele af EU-samarbejdet: det indre marked og den frie bevægelighed. I figur 1.7 og den tilhørende tekst er der gjort et forsøg på at kæde disse tendenser sammen og dermed give et indblik i hvordan krisen nærmere skal forstås, og hvilke faktorer der er de væsentligste. I første omgang kan vi konstatere at det ikke længere er sandsynligt at EU, som den stærke institution man under forskellige navne (bl.a. EF) har kendt siden slutningen af 1950’erne, vil fortsætte med at eksistere i sin nuværende form. Måske vil det blive nødvendigt at tage store skridt mod yderligere integration, måske vil hele organisationen gå i opløsning, eller måske vil vi se et mere udtalt varieret mønster hvor grupper af lande går videre i samarbejdet end andre. I marts 2017 fremkom EUKommissionen med et diskussionsoplæg hvor der opstilles fem mulige scenarier for fremtidens EU. De er gengivet i kapitel 5, s. 138. I det følgende skelnes mellem seks scenarier, der er delvist overlappende med Kommissionens og medtager hele spektret af muligheder. Det scenarie som de toneangivende vesteuropæiske medlemsstater, herunder Tyskland og Frankrig, synes mest tilbøjelige til at foretrække, er modellen med det varierede mønster, hvor der åbnes op for større fleksibilitet i EU-samarbejdet. I realiteten er der tale om en videreførelse af den nuværende situation, der ikke mindst er karakteriseret ved at eurolandene har valgt at gå foran i integrationen på det økonomiske område. Tilsvarende kan man forestille sig en anden gruppe lande der etablerer en særskilt forsvarsunion eller intensiverer samarbejdet på f.eks. flygtninge- og energi-


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above