Page 17

Det politiske Europa3

EU – ET OVERBLIK 17 Hvis den højrenationale bølge for alvor får tag i regeringskontorerne – også i de gamle EU-lande i det vestlige Europa – risikerer hele grundlaget for den nuværende EU-konstruktion at forsvinde. Trods fremgang for EU-fjendtlige partier ved nationale valg i Holland og Frankrig i 2017 har regeringer der bakker fuldt ud op om EUmedlemskab, kunnet fortsætte. Men udviklingen, herunder den usikre situation i Italien (jf. figur 1.4), har sat spørgsmålstegn ved oprindelige kernelandes forbliven i Unionen. Et EU hvor Tyskland står tilbage med en række mindre stater, vil totalt ændre Europas politiske landskab. Fortsat integration vil blive afløst af stigende fragmentering, og landskabet vil antage træk der minder om dets udseende før Anden Verdenskrig. Mange mellemformer er imidlertid mulige, jf. næste afsnit. Europa er i opbrud, og udviklingen er – som altid – svær at forudsige. I dag må man nøjes med at konstatere at to helt afgørende grundpiller for EU-samarbejdet er i fare for at blive undergravet. Indtil for få år siden blev de begge betragtet som nærmest naturgivne og i pagt med en fremadskridende historisk udvikling der ikke lod sig ændre. Den ene er europæiske staters villighed til at fastholde et tæt, forpligtende samarbejde der indebærer suverænitetsafgivelse. Ikke mindst negative historiske erfaringer har været grundlaget for denne villighed, men i dag er disse erfaringer langt væk, og opbakningen til suverænitetsafgivelse falder i mange medlemsstater. Den anden grundpille vedrører demokratiet. EU har altid brystet sig af at være en samling af demokratiske stater. Det var tilfældet med de oprindelige seks medlemslande, og siden er kun stater hvis regeringsform bygger på demokratiske principper, blevet optaget. Grækenland, Spanien og Portugal blev først optaget som medlemmer i 1980’erne efter afskaffelse af et forudgående diktatur. I 1993 vedtog EUlandene de såkaldte Københavner-kriterier der stillede krav til styreformen til den økonomiske udviklingsgrad og til opbakningen bag EU's målsætninger før de tidligere kommunistisk styrede lande i Øst- og Centraleuropa kunne få opfyldt ønsket om optagelse i EU. Hertil kommer at EU siden har vedtaget et charter om grundlæggende rettigheder der er retligt bindende for alle medlemsstater, og som bygger videre på Københavner-kriterierne. På den baggrund er det et alvorligt krisetegn for EU at to medlemsstater (Ungarn og Polen) i 2010’erne har indført lovgivning der strider mod centrale demokratiske principper, som f.eks. ytringsfrihed og domstoles uafhængighed. Det er principper som EU-landene fra starten har anset for at være et grundlæggende udgangspunkt for samarbejdet, og som senere er nedfældet i højtideligt vedtagne dokumenter. Denne demokratikrise (se nærmere kapitel 5, afsnit 3) bliver ikke mindre af at EU tilsyneladende ikke har effektive redskaber til at gribe ind over for sådanne brud på demokratiske regler. Begge lande har nægtet at efterkomme henstillinger fra EU-organerne herom under påkaldelse af deres nationale suverænitet, og videre skridt fra EU’s side er blokeret fordi der i dette spørgsmål kan nedlægges veto over for forslag om straffeforanstaltninger. Men demokratikrisen har perspektiver der rækker ud over enkelte medlemslandes overtrædelse af gældende principper. Den højrenationale bølge er ikke kun med til at undergrave villigheden til at afgive suverænitet, men den er – eller kan i fremtiden blive – en trussel mod demokratiet. Det skyldes de forenklede budskaber der ofte føres frem, og som står i kontrast til det der traditionelt er blevet kaldt ’den demo-


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above