Page 14

Det politiske Europa3

den danske regering i København fremover skulle træffe. Ingen stat ønsker at blive udsat for sådanne overgreb, og det er i Vesteuropa lige siden 1945 lykkedes at undgå lignende krænkelser af den nationale suverænitet. I 2014 skete det i det østlige Europa i forbindelse med den russiske anneksion af den ukrainske Krim-halvø. At et sådant åbenlyst overgreb på en anden stats territorium igen kunne ske i Europa gav anledning til kraftige fordømmelser og var med til at ændre hele det sikkerhedspolitiske klima i verdensdelen. Ovenstående er eksempler på tvangsmæssig krænkelse af det man kalder den formelle suverænitet som alle stater i princippet besidder – med mindre de selv fraskriver sig den. Som allerede nævnt, har den formelle suverænitet i dag ikke samme betydning for staterne som den havde tidligere. Selv verdens mest magtfulde stater som USA og Kina, der fuldt ud har bevaret deres formelle suverænitet, besidder kun begrænset reel suverænitet. Deres handlefrihed er underlagt restriktioner på grund af deres indbyrdes afhængige relationer, og fordi de er udsat for fælles trusler. Noget tilsvarende gælder også for europæiske stormagter som Tyskland og Frankrig (sammenhængen mellem formel og reel suverænitet er uddybet s. 31-34, bl.a. med brug af figur 1.14). Det er på denne baggrund man skal forstå at både store og mindre stater som Danmark har været parate til at afgive suverænitet til EU. De har overladt noget af deres formelle suverænitet til denne overstatslige organisation. Det er i modsætning til eksemplerne ovenfor sket frivilligt, og det er sket ud fra den tankegang at staterne herigennem er i stand til i en vis udstrækning at kompensere for tabet af reel suverænitet. Opfattelsen er at ved at udøve suveræniteten i fællesskab sættes man bedre i stand til 14 KAPITEL 1 at løse fælles problemer og også få større indflydelse på deres løsning. Opgøret med kerneværdier i EU: suverænitetsafgivelse og demokrati Når EU-samarbejdet i de senere år har været kastet ud i en alvorlig krise, har det flere årsager (se afsnit 2 nedenfor og kapitel 5). Men helt centralt er opgøret med den tankegang der lå bag EU’s grundlæggelse i årene efter Anden Verdenskrig, og som er skitseret ovenfor i form af skellet mellem formel og reel suverænitet. Den side af krisen der her er tale om, benævnes i kapitel 5 suverænitetskrisen. Der er svindende opbakning til forestillingen om at suverænitetsafgivelse ikke kun er et tab men også en gevinst i form af øget indflydelse på en lang række af de forhold i omverdenen der er afgørende for et lands trivsel; herunder muligheden for at bidrage til bekæmpelse af det stadigt stigende antal trusler hvert enkelt land har tilfælles med andre lande. Opgøret føres især frem af de højrenationale bevægelser og partier der gennem 2010’erne har vokset sig stadig stærkere. Kernen i disse partiers budskaber er at magten skal føres tilbage til nationalstaterne, og samtidig anfægter de selve EU’s berettigelse ved at stille spørgsmålstegn ved grundtanken bag suverænitetsafgivelsen. I Vesteuropa har den højrenationale bølge især haft medvind i Frankrig, Italien, Østrig, Holland og Storbritannien. I de fire førstnævnte lande har partier med udspring i denne bølge været tæt på eller er på vej til at få del i regeringsmagten; og i det sidste land var det højrenationale parti hovedkraften bag nej’et til fortsat britisk medlemskab af EU. Også Danmark kan siges at høre med i dette selskab idet Dansk Folkeparti, hvis ideologiske udgangspunkt er meget nationalt, har øvet stor indflydel-


Det politiske Europa3
To see the actual publication please follow the link above